Sundhedsøkonom og medlem af Tranæs-udvalget, Jakob Kjellberg, kalder det et mirakel, at udgifterne på socialområdet ikke er steget yderligere. Det skete til KL Social topmødet i Aarhus, skriver NB-Social.
Under sit oplæg kom han med flere pointer om forskellen på sundhedsområdet og det sociale område. Udgifterne på det specialiserede socialområde er som bekendt steget med 4,5 milliarder siden 2018, hvilket er en af grundene til, at Tranæs-udvalget overhovedet blev nedsat.
I Tranæs-udvalgets første rapport kunne man læse, at stigende udgifter til kvindekrisecentre og herberg udgør 16 procent af væksten på det specialiserede socialområde. Sammen med botilbudsområdet kommer man op på 83 procent. Kvindekrisecentre og herberg er det område, der procentuelt er steget mest fra 2018 til 2022, da det er steget med over 40 procent.
Og spørger man Kjellberg, er det et mirakel, området ikke er steget yderligere.
“Men når man har (et område med, red.) ‘for-profit’ aktører, hvor man ikke har nogle takstlofter, men en ret rummelig måde at få refunderet sine omkostninger. Hvor man ikke har nogle rammer for, sådan for alvor – hvor lang tid, man skal være der. Og de eneste, der har kompetencen til at vurdere, om man er det rigtige sted, det er lederen af kvindekrisecenteret, som ikke har nogen formel kompetencekrav,” sagde Kjellberg til KL Social og fortsatte:
“Så siger økonomen, det er da et mirakel, det kun er steget med 44 procent på fire år. Bare vent, til de professionelle kapitalkæder kommer ind her. Og de kommer.”
Kjellberg understreger dog, at han godt kan forstå, at der er behov for at kunne rumme de selvvisiterende tilbud.
Generelt er han også utrolig kritisk over den manglende data på socialområdet, hvor man for eksempel ikke ved, om det er bedre at være lang eller kort tid på et kvindekrisecenter.
Skal være lokalt prioriteringsrum
Når man arbejder i den offentlige økonomi, så er der en art af rammestyring, da det er skattefinansieret, og man ikke kan bruge flere penge, end man har. “Hvis man vil have rammestyring, så bliver der også nødt til at være et eller andet lokalt prioriteringsrum eller ventelister. I sundhedsvæsenet putter vi dem bare på venteliste et stykke hen ad vejen. Indtil det ikke går mere, så gør vi noget andet.
“Kjellberg erkender, at man ikke kan gøre noget tilsvarende på socialområdet. Derfor tilsiger det et større lokalt prioriteringsrum, så man kan bruge de ressourcer, man har i rammen. Det afspejler sig i Tranæs-udvalgets anbefalinger, der er udarbejdet ud fra hensynet om, at “det skal være muligt for kommunerne at vedtage og gennemføre politiske prioriteringer generelt på velfærdsområderne, både de specialiserede og de almene velfærdsområder.”
Alle vil have et sygehus men ikke et botilbud
Den manglende kapacitet på botilbudsområdet er noget af det, som Tranæs-udvalget har peget på som en forklaring på prisudviklingen på botilbudsområdet. Derfor har vi nu fået en lånepulje.
Ifølge Kjellberg kan de manglende investeringer i botilbudsområdet også forklares med en forskel fra sundhedsområdet:
“Der er noget grundlæggende forskelligt på sundhedsområdet og det specialiserede socialområde. Alle borgmestre vil gerne have et sygehus. De rydder lokalplanen på en eftermiddag, hvis man bygger et akutsygehus i deres kommune. Det er ingen problem,” sagde Kjellberg og fortsatte:
“De vil ikke have en institution i samme omfang. Derfor risikerer vi at få et underudbud, når der ikke er ventetider, så skal man henvise til et private tilbud, som på en eller anden måde har fået det løst.”De private kan så ifølge Kjellberg bare sætte prisen op.
