Erhvervslivet bløder, det er et udtryk vi har hørt igen og igen, men samtidig kan vi også aflæse at visse store virksomheder som Salling Group holder skansen, undlader at benytte sig af hjælpepakkerne fordi overskuddet blot ser ud til at blive mindre.Det er altså rigtgt at erhvervslivet bløder, men vi må have en balance i kommunikationen, når vi går ud. For generelt set har vi en del af det man kunne kalde for bullshit-retorik.Det vil sige udtryk og gentagelser, der hverken holder eller er så slidte at nu må det stoppe.Først lukkede statsminister Mette Frederiksen hele Danmark ned, og derefter sendte hun den offentlige sektor hjem og nu er vi i gang med genåbningen fase dit og dat.
Det er imponerende, som det er lykkedes kommunikationsfolk i ministerier og styrelser at få de her fraser om nedlukning, hjemsendelse, hjælpepakker og genåbning til at sidde fast og blive gentaget til trods for, at de har meget lidt med virkeligheden at gøre.
Det offentlige lukkede ikke ned
En ny KL-stikprøve viser, at de fleste kommunalt ansatte under coronakrisen er fysisk til stede på arbejdspladsen eller arbejder fra hjemmekontoret. Kun ca. fire procent kan hverken møde ind på arbejde eller arbejde hjemmefra.
Hermed modbevises retorikken om, at den offentlige sektor har været eller er hjemsendt. For trods aflåste kontorer og tomme parkeringspladser har kommunerne aldrig været lukkede og det har ministerier og styrelser for den sags skyld heller ikke. Tæl blot antallet af nye bekendtgørelser, medfølgende vejledninger og instruktive retningslinjer, som er strømmet ud fra den offentlige sektor de sidste otte uger. Nogle har jo produceret det her i fantomtempo.
KL’s undersøgelse viser, at cirka 19 ud af 20 kommunalt ansatte arbejder i denne krisetid, og gad vide om noget tilsvarende ikke gør sig gældende andre steder i den offentlige sektor.
Det piller i den grad ved retorikken om, at Danmark har været lukket ned. Nej, der hvor nedlukningen har været mest markant, er det vi har set i den private sektor. Her har vi konkret nedlukket omkring 200.000 arbejdspladser ifølge tænketanken CEPOS, hvad enten folk har mistet deres job eller er hjemsendt med lønkompensation efter en af hjælpepakkerne, og derfor ikke må arbejde.
Hjælpepakkerne holder hånden under staten og måske erhvervslivet
Med hjælpepakkerne, som de så smukt kaldes, følger en anden bullshit-retorik, nemlig den at staten holder hånden under erhvervslivet. Og det er ikke så lidt noget af en tilsnigelse, for virkeligheden er den, at staten med hjælpepakkerne kun kaster redningskranse ud som erstatning for den forsikringsaftale, stat og marked havde med hinanden frem til fredag 13. marts.
Her ophævede Folketinget epidemilovens §27, der var erhvervslivets forsikring mod epidemier som coronavirus. Det vil sige, virksomhederne i dansk erhvervsliv var berettiget til erstatning i en helt anden skala end det, som er lagt op til via hjælpepakkerne.
Folketinget ændrede så at sige forsikringspolicens vilkår fem minutter over tolv på en sådan måde, at det i grove træk svarer til, at du ved en totalskade af en ny Audi får mulighed for at købe en Ford Ka under forudsætning af, at du kan bevise, at du på ingen måde har kørt for stærkt, overtrådt vigepligtsreglerne eller andre trafikregler.
Det kan måske synes lige lovlig skørt, men en af grundene til, at Folketinget fjernede erstatningsforpligtelsen i epidemilovens §27 var, at man prioriterede at holde hånden under staten og det samlede samfund for ikke at styre i retning af statsbankerot og kaos. Der var ganske enkelt ikke kugler nok i statskassen til, at man kunne holde hånden under hele erhvervslivet.
Genåbning: Måske er det enden på begyndelsen
Når vi så vender os mod retorikken om genåbning kommunikerer vi, stat, kommuner, regioner og erhvervsliv næsten uden undtagelse, en drøm eller forventning om, at corona-problemerne er på retur. Vi har gjort det godt ved at holde fast i at holde afstand.
Det er her ,jeg bliver stærkt bekymret, særligt når jeg hører retorikken, ”Når vi lige om lidt åbner op.”
Hvis vi ser ud i lufthavnen på de cirka 300 fly, der holder opmarcheret, så har jeg svært ved at få retorikken til at give mening. Det kan godt være, at vi i det danske velfærdssamfund ruller vindebroen ned og stiller sundhedsvæsnets frontsoldater ud og udstyrer folkeskolelærere og pædagoger med værnemidler, men hvad er det for en virkelighed, vi langsomt åbner op til?Vi kommer næppe ud at rejse lige med det samme.
Hertil kommer, at historikken med IKEAs og de zoologiske havers forskellige forsøg på åbning fortæller os klart og tydeligt, at der ikke er tale om en egentlig genåbning.
Vi er kun i gang med at kigge ud. Rekognoscere hedder det i militærsprog, og samtidig hermed vender tilbage til nogle af de gøremål, vi plejede at gøre, inden vi hev vindebroen op og gemte os for fjenden.
Jeg tænker i denne sammenhæng på Churchills ord fra 1942, hvor han – frit oversat – sagde:
”Det er ikke enden på krigen, det er end ikke begyndelsen på enden. Måske det er enden på begyndelsen af krigen.”
En dynamisk strategi der giver mulighed for rekognoscering, tilpasning og fremdrift
Set i det perspektiv bliver det meget tydeligt, at Danmark i den grad har brug for mere end én genåbningsstrategi.
Vi har som minimum behov for dynamiske strategier, der går på to ben og som viderefører de sundhedsmæssige indsatser i forhold til coronavirus. Samtidig skal vi tydeligt og uden bullshit-retorik kunne rekognoscere og øjne pejlemærkerne af strategier, der kan håndtere dagligliv, erhvervsliv og civilsamfundsliv i et længere og mere sammenhængende verdensperspektiv, mens vi bekæmper pandemien.
Det håber jeg på, at regering og folketing snart finder ud af.
