Skip to main content

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) har netop lanceret en forslagsblanket, der skal gøre det lettere for forsvarsvirksomheder at spille ind med forslag til nye materielanskaffelser.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Det sker som led i Forsvarets historiske genopbygning – men tempoet og åbenheden i initiativet vækker opsigt sammenlignet med traditionelle forsvarsanskaffelser.

Læs også: Nu bliver statsministerens ønske til virkelighed: Forsvaret trykker på indkøbsknappen

Normalt følger større forsvarsanskaffelser et veldefineret og langsommeligt forløb. Investeringer planlægges år for år gennem flerårige forsvarsforlig, kravspecificeringer udarbejdes minutiøst, og virksomheder inviteres formelt til at byde ind gennem strukturerede procedurer som “Request for Information” (RFI) eller “Request for Proposal” (RFP).

Det nye initiativ bryder med denne tilgang. I stedet for langsom planlægning åbnes der nu for en direkte indmelding via en digital blanket, baseret på Erhvervsstyrelsens Blanketmotor på virk.dk.

“Den historiske genopbygning af Forsvaret er i fuld gang, og der er brug for al den viden om materiel, der er tilgængelig,” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen i pressemeddelelsen og tilføjer:

“Derfor glæder det mig, at Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse opretter en forslagsblanket, hvor både danske og internationale forsvarsindustrier kan foreslå indkøb af materiel, der kan løse opgaven, øge Forsvarets kampkraft og anskaffes hurtigt.”

Høj Hastighed, Lavere Barrierer

Det særlige ved den nye tilgang er ikke kun hastigheden, men også åbenheden.

Der stilles fx.ikke på forhånd skrappe krav om certificeringer, sikkerhedsgodkendelser eller detaljerede kravspecifikationer. Virksomheder kan ganske enkelt indsende deres forslag direkte.

Ifølge generalløjtnant Per Pugholm Olsen, chef for FMI, handler det om at få “aktuel og opdateret indsigt i hvilke løsninger, forsvarsindustrien kan tilbyde.” Han tilføjer, at blanketten er “designet til at gøre processen brugervenlig, så virksomheder nemt kan indtaste deres forslag til anskaffelser.”

Et eller andet sted sender det et signal om, at FMI ikke ved, hvad der er behov for, når man spørger så bredt som man gør.

Potentielt kan tiltaget blive en accelerator for staten og en gamechanger, særligt for små og mellemstore danske virksomheder, som ofte har svært ved at finde fodfæste i tunge offentlige udbud.

Stort Potentiale – men Også Betydelige Risici

For virksomheder rummer tiltaget betydelige muligheder:

  • Direkte adgang til Forsvaret uden de sædvanlige indledende barrierer.
  • Mulighed for at præsentere nicheløsninger, der kan opfylde Forsvarets behov hurtigt.
  • Accelereret proces, der kan føre til hurtigere ordrer end ved normale forløb.

Men det er ikke uden risici. For det første er der ingen garanti for, at et indsendt forslag bliver behandlet eller fører til en kontrakt. 

Desuden kan små danske virksomheder risikere at konkurrere direkte med store internationale aktører som Saab, Lockheed Martin eller Thales, der hurtigt kan levere færdigpakkede, velafprøvede løsninger.

Endelig er det værd at bemærke, at kravene – selvom de i første omgang virker lempelige – kan blive væsentligt skærpet, hvis et forslag går videre i processen. Dokumentation for NATO-kompatibilitet, cybersikkerhed og leveringssikkerhed kan blive afgørende i de senere faser.

En Taktisk Overvejelse for Virksomheder

Virksomheder, der ønsker at byde ind, bør overveje, hvordan de præsenterer deres forslag:

  • Fokusér på hastig leverance og operationel relevans.
  • Vær konkret: Hvilken kapacitet styrkes, og hvordan?
  • Overvej allerede nu eventuelle krav til sikkerhed og interoperabilitet, selvom disse ikke fremgår eksplicit i blanketten.
  • Tænk i synergi med eksisterende systemer i Forsvaret, som fx tidligere er efterspurgt..

Læs også: Fra jetbrændstof til tandlægestole – Tjek forsvarets indkøbsplaner 

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind