Når friplejehjemmet Alba Marie åbner dørene midt i Kolding til juli, bliver det det nyeste skud på stammen i en markant vækstrejse for Mariehjemmene.
Siden 2021 har den mellemstore friplejeleverandør med i alt ti private plejehjem åbnet fire nye friplejehjem – og i Kolding melder de allerede om massiv interesse både fra medarbejdere og kommende beboere.
Den nye leder af Alba Marie er sygeplejerske og hedder Bente Elisabeth Hauborg. Hun er allerede i fuld gang – selvom hendes ansættelse officielt først begynder 1. maj, hvor hun skal stå i spidsen for det nye hjem med plads til 80 beboere fordelt i fem bo-grupper.
“Vi har oplevet en kæmpe interesse. Jeg tror, vi har fået næsten 350 ansøgninger til de stillinger, vi har slået op,” fortæller hun begejstret til Jyske Vestkysten og peger på, at rekrutteringen slet ikke har været den udfordring, mange ellers oplever i ældreplejen.
Den store interesse for et nyt friplejehjem er ikke overraskende, for det er en tendens vi flere gange har iagttaget her på OPS-Indsigt. Medarbejdere fra både beliggenhedskommunen og i omegnen fristes ofte af at være med til at starte noget nyt op.
Læs også: Nyt friplejehjem oversvømmes af jobansøgninger
Et hjem med udsigt og historie
Alba Marie er navngivet efter Alba Christensen-Dalsgaard – den første kvinde valgt ind i Koldings byråd. Med udsigt over fjorden og en placering i hjertet af byen, bliver det et plejehjem med både historisk forankring og moderne ambitioner.
“Alba Mariehjemmet skaber rammerne for ’det gode liv’ for sine beboere,”lyder det fra Mariehjemmene i en præsentation af projektet.
Naturen, byens faciliteter og et stærkt fællesskab er alt sammen noget, der skal være med til at gøre Alba Marie til et hjem – ikke bare en institution, er budskabet fra Mariehjemmene.
Men ud over natur vil de ældre også være naboer til 89 børn. For til august åbner det private dagtilbud Klax Kolding en daginstitution, som vil ligge i stueetagen af den ene bygning.
En del af en større rejse
Alba Marie er det fjerde nye friplejehjem, som Mariehjemmene åbner på bare fire år.
Det første var Ida Marie i Odense (2021), efterfulgt af Magdalene Marie i Sorø (2023) og Helene Marie i Helsinge (2024). Med samarbejdspartneren NREP har fonden sat skub i udviklingen af moderne, private plejehjem med fokus på nærvær og livskvalitet.
Læs også: Københavns plejeboligplan på vej mod sammenbrud: Sølund er kun toppen af isbjerget
“Da jeg var med til at opstarte et plejehjem,… vidste jeg, at når jeg blev klar, så ville jeg have mit eget plejehjem. Det her er en drøm, der går i opfyldelse,” siger Bente Elisabeth Hauborg, der også selv har en lang baggrund i sundhedsvæsenet.
Hun kommer fra en stilling som Centerleder for plejecenteret Kjærdalen i Vejen, fremgår det af hendes LinkedInprofil.
De første flytter ind 1. juli
Alba Marie forventer at tage imod de første 15 beboere 1. juli, og herefter sker indflytningen drypvis med syv til ti beboere om måneden.
Huslejen ligger på omkring 11.000 kroner, hvortil der kommer serviceydelser og forbrug, så den samlede månedlige udgift ender på godt 17.500 til 18.000 kroner – før eventuel boligsikring.
Indtil da er opgaven klar: Der skal bygges kultur, medarbejderne skal køre en slags generalprøve, og lokalerne skal gøres klar til at danne rammen om et nyt hjem – både for beboerne og for de mange medarbejdere, der snart træder ind ad døren.
Læs også: Seks friplejehjem har skiftet ejer