Skip to main content

Dansk Industri (DI) udsendte torsdag en pressemeddelelse under overskriften “Klar fremgang i kommuners samarbejde med private leverandører”. 

Ifølge DI’s egne beregninger på baggrund af kommunernes regnskaber, netop offentliggjort af Danmarks Statistik er andelen af kommunale opgaver løst af private aktører – målt via Privat Leverandør Indikatoren (PLI) – nemlig steget fra 27,7 % i 2023 til 28 % i 2024. 

En stigning på 0,3 procentpoint svarende til 927,5 mio. kroner. Og I Dansk Industri kalder man det en ny rekord.

“Hvis vi skal løse kommunernes udfordringer, er et stærkere offentlig-privat samarbejde helt afgørende. I DI ser vi derfor positivt på udviklingen, men vi er stadig langt fra målet,” lyder det fra branchedirektør Jakob Scharff.

Men hvor “klar” og hvor meget rekord ligger der egentlig i denne fremgang?

En nærmere analyse af tallene

Hvis vi dykker ned i tallene fra De Kommunale Nøgletal, så viser de en gennemsnitlig stigning i PLI fra ca. 26,5 pct. i 2020 til 27,8 % i 2023. Det understøtter en vis positiv udvikling – men ikke nødvendigvis den markante bevægelse, som Dansk Industri gerne fremhæver ved at bruge begrebet rekord.

Ser vi på tendenslinjen (de røde prikkede), hvor vi har kombineret data fra de kommunale nøgletal fra 2020 – 2023 med det resultat DI er nået frem til for 2024, så ligger de seneste års udvikling under tendenslinjen. Det går opad, men langsomt. 

Fremgang i få kommuner – stilstand og tilbagegang i andre

Når man dykker ned i de enkelte kommunale nøgletal, bliver billedet mere nuanceret.

  • Gribskov Kommune: plus 8,8 procentpoint siden 2019
  • Dragør, Haderslev og Ærø: plus 4–5 procentpoint

Men samtidig ligger Allerød, Bornholm, Greve og Varde kommuner med et fald (minus) på mellem 2,4 og 2,9 procentpoint siden 2019.

Dette eksempel viser, at mens enkelte kommuner er bannerførere, står andre næsten stille eller går direkte baglæns. DI’s beregninger viser, da også, at 19 kommuner konkurrenceudsætter mindre end hver fjerde udbudsegnede opgave, mens 11 kommuner ligger på mere end en tredjedel.

Jakob Scharff anerkender også denne uensartethed:

“Selvom vi ser en samlet positiv udvikling, er der markante forskelle på inddragelsen af private leverandører kommunerne imellem – og på nogle områder ser vi også tilbagegang,” siger han i pressemeddelelsen.

Et politisk opråb frem mod kommunalvalget

DI bruger i høj grad udmeldingen om det nye gennemsnitlige PLI-tal på 28 pct. som et politisk oplæg op til det kommende kommunalvalg, hvor Scharff opfordrer kandidater til at tage stilling:

“Hvis man fx gerne vil sikre, at borgerne altid har frit valg i den borgernære velfærd, så kræver det, at de kommende kommunalbestyrelser sætter en klar politisk retning og aktivt inviterer private aktører til at bidrage,” siger han.

Samlet set er der altså sket en vis fremgang i kommunernes brug af private leverandører, men kigger du nærmere på tallenes udvikling over de seneste fem år er der snarere tale om små skridt end et gennembrud.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind