Overenskomstforhandlingerne i den private sektor har været intense for FOA, men i løbet af marts måned har fagforbundet sikret aftaler for tre store grupper af medarbejdere i den private velfærdssektor:
- Privatansatte pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter (Dansk Industri)
- Privatansatte i pleje- og omsorgsbranchen (Dansk Erhverv)
- Pleje- og Omsorgsoverenskomsten (Dansk Industri – via Forligsinstitutionen)
Konkret dækker de tre nye overenskomstaftaler både ansatte i private daginstitutioner, private plejehjem, bo- og opholdssteder samt den private hjemmepleje – og indebærer lønstigninger, forbedrede pensionsvilkår og nye rettigheder til familie- og seniorfrihed.
Forskelle at bemærke
Kigger man ind i de de tre overenkomstsaftaler, skal man holde tungen lige i munden, men der er nogle generelle forskelle, som er værd at have for øje.
FOA’s aftaler med Dansk Erhverv vedrører ansatte i den private pleje- og omsorgssektor, hvor aftalerne med Dansk Industri dækker både pædagogmedhjælpere i private institutioner og ansatte i pleje- og omsorgssektoren under DI’s område.
Og så ser vi på lønstrukturen, så er den også lidt forskellig, hvor DI-aftalerne ser ud til at regulere lønnen med faste beløb pr. time, mens Dansk Erhverv har en mere procentbaseret tilgang.
Læser man ned over aftalerne, så har FOA arbejdet for højere løn, bedre pensionsvilkår, mere frihed og bedre uddannelsesmuligheder for ufaglærte. Arbejdsgiverne har omvendt haft fokus på fleksibilitet i arbejdstiden og økonomisk bæredygtige lønstigninger.
Endelig skal det bemærkes, at der er ingen pressemeddelelser med citater fra arbejdsgiverside. Dog kan man på LinkedIn se, at det i forhold til Dansk Erhverv har været et godt forløb, her skriver en af forhandlerne Kenneth Kammerdahl nemlig:
“Tak for god og konstruktiv dialog, samt viljen til at finde en fælles løsning.”
Tilfredshed på det pædagogiske felt
Den samme tilfredshed kan man spore i forhold til aftalerne på det pædagogiske område.
”Jeg er glad for, at det lykkedes os at få enderne til at mødes. Jeg synes, vi står med en god aftale, og det tror jeg også vores medlemmer på de private daginstitutioner vil sige. Her er det selvfølgelig helt afgørende, at lønnen følger med op de kommende år,” siger Thomas Enghausen, forbundsnæstformand i FOA i en pressemeddelelse, da aftalen på det pædagogiske felt lander.
Med fornyelsen af overenskomsten får arbejdsmiljørepræsentanter, der er medlem af FOA, nu et årligt tillæg på 9.000 kroner om året.
”Det er bare rigtig godt, at arbejdsmiljørepræsentanterne får den her kontante anerkendelse. Deres arbejde er så vigtigt, og med overenskomsten styrker vi arbejdsmiljøet og den danske model,” siger Kim Henriksen, sektorformand for Pædagogisk Sektor i FOA.
Lønnen skulle med op
Et af de helt store spørgsmål i forhandlingerne har været lønniveauet. Både i aftalerne med Dansk Erhverv og Dansk Industri har FOA arbejdet for en lønstigning, der sikrer en reel forbedring af medlemmernes købekraft.
- For ansatte i den private pleje- og omsorgssektor under Dansk Erhverv betyder aftalen en samlet månedlig lønstigning på næsten 3.000 kr. for en social- og sundhedshjælper i dagvagt.
- For privatansatte pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter under Dansk Industri betyder aftalen, at månedslønnen i 2027 vil være steget med over 3.000 kr..
- I Pleje- og Omsorgsoverenskomsten (Dansk Industri) blev lønnen reguleret med faste satser pr. time:
- 4,60 kr. pr. time i 2025
- 4,35 kr. pr. time i 2026
- 4,10 kr. pr. time i 2027
”Jeg er godt tilfreds med, at vi sikrer fremgang i reallønnen over hele linjen. Hvor meget lønnen stiger, afhænger af uddannelsesniveau og anciennitet. Social- og sundhedsassistenterne får også et ekstra nøk op,” siger Thomas Enghausen i forhold til aftalerne på plejeområdet.
Uddannelsesløft for ufaglærte
Et af de store gennembrud i overenskomsten med Dansk Erhverv ser ud til at være muligheden for ufaglærte til at tage en social- og sundhedsuddannelse med fuld løndækning.
”Det er en helt unik aftale. Der findes ikke noget andet eksempel på, at man på blot 17 uger og på de vilkår kan blive faglært,” siger Tanja Nielsen, sektorformand i FOAs Social- og Sundhedssektor.
Forligsinstitutionen måtte i spil
Mens aftalerne med Dansk Erhverv på plejeområdet og Dansk Industri for pædagogmedhjælpere blev indgået uden større dramatik, måtte FOA og Dansk Industri på plejeområdet en tur forbi Forligsinstitutionen for at sikre en aftale. Det fremgår af et kort presseopslag hos Dansk Industri.
Protokollatet mellem de to organisationer tyder på, at der var flere uenigheder om bl.a.:
- Lønstigningernes størrelse og model (procentvise stigninger vs. faste timetakster).
- Færre weekendvagter – herunder afspadseringsregler og 12-timers vagter.
- Flere rettigheder til frihed i familiemæssige situationer.
Nu venter urafstemning blandt medlemmerne
Overenskomsterne er nu på plads, men de skal stadig godkendes af FOA’s medlemmer via urafstemning.
Hvis medlemmerne stemmer ja, vil de nye aftaler træde i kraft og gælde frem til 2028.
”Det har været nogle usædvanlig lange og udfordrende forhandlinger. Jeg er glad for, at vi kunne få enderne til at mødes til sidst, så vi nu står med en god aftale for FOAs medlemmer med reallønsfremgang til alle,” siger Thomas Enghausen.