Ældreloven er i færd med at skrue tiden tilbage til slutningen af 90’erne på to områder, hvor mange kommuner flere år før borgerens frie valg i 2003 havde valgt at effektivisere og sikre arbejdet med opgaver som indkøb og tøjvask.
Men fordi lovgiver i dag har et politisk ønske om et renere snit mellem leverandørerne og en såkaldt ligebehandling af de private leverandører, har man lagt tøjvask og indkøb ind under helhedsplejebegrebet.
Men det er bare ikke en hjælp, snarere tværtimod har det længe lydt fra både KL og Dansk Industri, når man læser deres høringssvar.
Ideen med at tøjvask og indkøb skal ind i helhedsplejen er helt på månen, når man spørger branchedirektør i DI, Jakob Scharff, men ikke desto mindre er det helt rigtigt og fremgår meget tydeligt af bemærkningerne til loven.
Den virkelighed er først ved at gå op for både kommuner private plejeleverandører kun få måneder før ældreloven træder i kraft den 1 juli 2025.
“Det kommer helt bag på mig, for det er heller ikke noget som vi har drøftet i de dialoger vi har haft under arbejdet med den nye vejledning, “ siger Karsten Høgild, der er administrerende direktør for KA Pleje i et interview med OPS-Indsigt.
Læs også: Ældrelovens krav til tøjvask og indkøb øger bureaukratiet
Skyklapper i lovarbejdet
Man kan naturligvis pege fingre af, at nogen har overset, at lovgiver har presset tøjvask og indkøb ind i helhedsplejebegrebet, men her skal man huske på, at den nye lovgivning på ældreområdet består af hele fem lovgivninger, så det er voldsomt kompliceret.
Det som er langt mere interessant, er, at Ældreministeren og embedsværket trods klare høringssvar dels ikke har forstået, hvilket bureaukrati der skabes og heller ikke har set hvilke arbejdsmiljømæssige og sundhedsmæssige problemstillinger man kan genskabe fra en svunden fortid ved at tvinge tøjvask og indkøb ind i helhedsplejen.
I høringsnotatet til Folketinget peger man på, at både KL og Dansk Industri mener, at der er tale om en væsentlig problemstilling, da det kan føre til, at de eksisterende aftaler må ophøre, samt risiko for øget administration og merbetaling for borgerne.
Det er her værd at bemærke, at på det her nichemarked for tøjvask og indkøb, betaler borgerne selv for deres dagligvare og forbrugsomkostningerne ved at få vasket tøj. Og her kan prisniveauet godt være hotte lokalpolitiske debatemner.
Men det er ikke kommet på lystavlen i Ældreministeriet. Her virker det til, at man har taget skyklapper på og lukket øjnene fuldstændigt for nogle af de anbefalinger, som man har fået ind i form af høringssvar fra den største repræsentant for myndighederne på området (KL) og en af de største repræsentanter for eksempelvis vasketøjsindustrien (Dansk Industri).
Og der er heller ikke mange åbninger for dialog om problemstillingerne, da vi henvender os til ministeriet.
Arbejdsskader og voldsomt ressourceforbrug i 90’erne
Inden vi løber videre ad et spor, hvor det er helt tydeligt, at ministeriet er på gale veje, er det væsentligt lige at stoppe op og se på opgaverne og hvor de historisk kommer fra.
Både indkøb og tøjvask var tilbage i 1990’erne indbyggede elementer i det man kunne beskrive som datidens helhedspleje. Vi havde faktisk små teams på Frederiksberg, hvor jeg var områdechef for ca. 350 ansatte fordelt i selvstyrende kollektiver. Nej, vi kaldte dem ikke teams, men nogle af principperne fra helhedsplejekonceptet var stort set 1:1 – de samme.
Både sygeplejersker og assistenter mødte ind i “kollektiverne”, tillige med hjemmehjælpere og social- og sundhedshjælper, hvor man sammen tilrettelagde plejen. Vi havde naturligvis også fagligt uddannede teamleder for hvert kollektiv, som på et tidspunkt blev omdøbt til grupper, men det vil bringe os for langt til at gå ind i den del.
Det vi og særligt sygeplejersker og teamledere iagttog, var, at hjælperne brugte voldsomt meget tid på vasketøj og indkøb i diverse dagligvarebutikker i det pulserende Frederiksberg.
Hertil kom en række stadigt stigende udfordringer med arbejdsskader, hvor hjælperne væltede på cyklerne med de mange indkøbsposer, kom i konflikt med borgerne omkring afregning og så var der naturligvis hygiejnen omkring tøjvasken, for slet ikke at tale om konflikterne i de bebyggelser, hvor hjælperne skulle booke plads på diverse vaskerier.
Jeg havde helt glemt, hvor vanskeligt det var for 25 – 30 år siden, indtil jeg læste bemærkningerne til ældreloven, hvor man ligesom giver mulighed for at genoplive denne løsningsmodel.
Historieløst
I slutningen af 90’erne længe før det frie valg løste vi de her udfordringer ved at tage tøjvask og indkøb ud af hjælpernes dagligdag og udlicitere opgaverne til specialiserede virksomheder.
Og det kan ikke gentages nok, hvilke ro og frigivelse af ressourcer, det gav hos denne gruppe medarbejdere, der ligesom i dag også var under pres.
Lidt historieløst er lovapparatet nu potentielt ved at skrue tiden tilbage, fordi man nu har udviklet en tanke om små teams og helhedspleje.
Behov for innovation af området
Man kan her stille sig selv spørgsmålet om, hvorfor pokker man ikke i de mange fora, der har været ifb med ældrereformen, er gået den anden vej og har genbesøgt opgaverne tøjvask og indkøb?
Lidt ligesom os, da vi udliciterede opgaverne til specialister. Hvorfor har vi ikke her i 20-erne haft en arbejdsgruppe, der kunne tænke, hvordan kan vi gøre det her bedre og samtidig øge det frie valg for borgerne?
Borgerne har nemlig ikke et særligt stort frit valg, når det kommer til indkøb. Her er de tvunget til at vælge mellem to leverandører, selvom enhver kan se at detailbranchen har udviklet sig voldsomt diverst de sidste 25 år.
Det betyder, at det i praksis er umuligt, hvis borgerne vil have dagligvare fra en anden type virksomhed, end det de kan få hjælp til via kommunens fritvalgs-model med to leverandører.
Her kunne man godt være fulgt med tiden og eksempelvis uden direkte sammenligning tænkt i baner af “just-eat-modeller,” som krav til dagligvare-leverandørerne.
Ikke øget frit valg, men flere kontaktflader
I stedet er man endt med at skabe grundlaget for et enormt bureaukrati. Tænk blot hvilke konsekvenser ældreloven kan få ved, at de leverandører der i dag har aftaler med kommunerne om tøjvask og indkøb, kun kan være underleverandører til den kommunale hjemmeplejeleverandør.
Disse leverandører skal potentielt set ud og lave nye kontrakter med de private helhedsplejeleverandører om de samme ydelser til de samme borgere, som før var dækket af de kontrakter man havde indgået med kommunerne.
Er vi virkelig uheldige, taler vi om tre gange så mange kontrakter uden, at det har bragt værdi for borgerne på nogen som helst måde.
Hertil kommer den myndighedsovervågning, der måske ikke dag et, men så relativt hurtigt vil være et krav ift at sikre, at servicen til borgerne er den samme, hvad enten de vælger en privat eller kommunal leverandør af helhedspleje.
Det hjælper i denne sammenhæng næppe, at man lægger armene over kors politisk og hos embedsværket og siger: “Det må den enkelte private plejeleverandør sikre”.
I teorien er det sikkert rigtigt, men hvis der først rejses en sag i massemedierne, så havner det helt sikkert på ministerens bord og det her setup er som skabt til, at levere et mediemæssigt kaos, hvor vi vil få svært ved at finde ud af, hvad der er op og ned.
Og her er det værd at bemærke, at borgerens frie valg ikke er hverken øget eller forbedret. Det er blot blevet mere indviklet.
Optimisterne vil sikkert sige, at når tøjvask og indkøb fremover skal håndteres på denne måde, så er der også øgede muligheder for konkurrence. Her skal man bare huske på, at konkurrence for det meste er drevet af pris og profitpotentiale og på det eksisterende marked er der tale om marginaler.
Det viser regnskaberne blandt leverandørerne og de marginaler er man for mig at se ved at sætte til i et nyt bureaukrati på ældreområdet.
Er det en samfundsopgave fortsat at finde en leverandør?
Afslutningsvis kunne man have rejst spørgsmålet om, hvorvidt samfundet skal finde leverandører til de ældre borgere, der kan stå for deres vasketøj og indkøb?
Det trækker i en lidt anden retning, men her skal man være opmærksom på, at borgerne jo i forvejen betaler for både dagligvarer, der købes ind og forbrugsomkostninger ved at få vasket tøjet.
Samtidig har vi generelt set – ikke i udkanten – langt flere markedsaktører end for 25 – 30 år siden, som mange borgere uden for ældreplejen modtager dagligvare fra eller får vasket deres tøj hos.
Det har man på ingen måder berørt ifb med ældreloven, selvom vi tidligere har fjernet opgaver som snerydning og havehjælp uden at det gik helt galt.
Jeg er med på, at det her er noget andet, men når vi ser på rekrutteringsudfordringerne, så kunne det være, man skulle til at tænke anderledes og mere innovativt end, at skrue dele af hjemmeplejen tilbage til 90’erne, hvor vi til trods for masser af arbejdskraft på gaderne valgte at effektivisere de her to praktiske opgaver.
