Skip to main content

Ved udgangen af 2024 passerede antallet af administrative ansatte i den offentlige sektor 101.000 fuldtidspersoner – en ny rekord. Ifølge analyser fra både Dansk Erhverv og Dansk Industri (DI) er udviklingen problematisk, men stopper du lidt op som virksomhed, så rummer væksten potentielt muligheder – især for de virksomheder, der arbejder strategisk med det offentlige. 

Men hvordan ser erhvervslivet egentligt på den voldsomme vækst i administrationen.

Dansk Erhverv kalder udviklingen “en rekord, vi ikke bør fejre”. Organisationen påpeger, at andelen af administrative medarbejdere i det offentlige er vokset fra 10,5 % i 2016 til 13,2 % i 2024. 

Havde andelen været uændret, kunne man ifølge deres beregninger have sparet omkring 10 mia. kr. årligt – penge, der kunne gå til velfærd eller investering i innovation​.

”Det går den helt forkerte vej, og det er helt afgørende at få trukket udviklingen den anden vej. Det er uforklarligt, at der er over 10.000 flere offentligt ansatte, der beskæftiger sig med administration, end der var under corona, hvor det gav mening at ansætte folk til at håndtere den megen administration,” siger administrerende direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen.

For ham er det en bekymrende udvikling, som lægger pres på både de offentlige finanser og den private sektors adgang til kvalificeret arbejdskraft.

DI: Det er ren Anders And

De seneste år har både Dansk Erhverv og Dansk Industri fulgt udviklingen tæt og her viser deres analyser, at  antallet af administrative ansatte er steget med over 20.000 siden 2016, og lønsummen til offentlig administration er vokset med over 25 %, mens den øvrige offentlige lønudvikling kun er steget med 3 %.

Dengang udtrykte vicedirektør i Dansk Industri, Morten Granzau Nielsen det således:

“Det er jo helt skørt. Der er ingen, der ønsker en større administration – alligevel knopskyder den mere end et æbletræ om foråret.”

DI vurderer, at en reduktion til niveauet fra midten af 2019 kunne frigøre 11.500 medarbejdere – og spare staten 5 mia. kr. årligt.

Og i efteråret 2024 advarede DI’s topchef Lars Sandahl Sørensen om, at den administrative vækst risikerer at trække op mod 20.000 fuldtidspersoner væk fra den private sektor – en betydelig belastning for erhvervslivets kapacitet.

Han gik så langt som til at kalde det ren Anders And, at antallet af administrativt ansatte i den offentlige administration er steget de sidste 32 kvartaler.

Mere bureaukrati eller bedre service?

Flere administrative ressourcer kan helt sikkert betyde langsommelighed, øget bureaukrati og højere byrder for erhvervslivet. 

DI peger på, at byrdefuld lovgivning er steget med over 60 % de seneste 20 år og koster danske virksomheder op mod 40 mia. kr. årligt.

Men samtidig muliggør en styrket offentlig administration bedre koordinering, hurtigere sagsbehandling og nye partnerskaber – især når det gælder grøn omstilling, digitalisering og komplekse velfærdsopgaver.

Mulighedsrum for erhvervslivet

Offentlig administration er nemlig ikke kun en regulator – den er også en efterspørger. Den voksende offentlige sektor driver behovet for bl.a. men ikke udelukkende:

  • Digital infrastruktur og software til bl.a. sagsstyring og borgerkontakt.
  • Konsulentydelser om compliance, ESG, organisation m.v.
  • Grøn omstilling i alt fra byggeri til transport, hvor erhvervslivet kan blive leverandør og sparringspartner.

For virksomheder, der forstår det offentlige økosystem og taler dets sprog, er markedet stort og voksende, men udviklingen kalder på en ny tilgang til offentligt-privat samarbejde.

Det kræver en mere strategisk dialog mellem erhvervslivet og det offentlige og der er helt klart meget på spil – både for balancen på arbejdsmarkedet, samfundsøkonomien og effektiviteten i den offentlige sektor.

Men for for de erhvervsaktører, der evner at navigere i og bidrage ind i en stadig voksende, digital og vidt forgrenet offentlig administration, er der ikke kun udfordringer, men et klart forretningspotentiale, for den offentlige sektor vil alt andet lige have behov for hjælp udefra.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind