Under udarbejdelsen af en vejledning til den nye ældrelov har man overset to praktiske elementer, nemlig tøjvask og indkøb og det er allerede ved at give fortolkningsproblemer ude i praksis og potentielt vil det give unødigt bureaukratisk merarbejde, for både leverandører og myndigheder .
De to elementer er nemlig slet ikke nævnt, fremgår det af det udkast til vejledning, som aktuelt er i høring, og det er interessant for i bemærkningerne til den vedtagne ældrelov, som i lovhierarkiet står over vejledningen, skriver man:
“Tøjvask og indkøb er i dag en del af den praktiske hjælp efter servicelovens § 83 og vil i medfør af aftalen fremover være en del af helhedsplejen.”
Det betyder, at de private leverandører af helhedspleje modsat i dag vil få en ekstra opgave, som i årevis, tilsvarende madudbringning, ikke har spillet sammen med plejen. Mange kommuner har nemlig udliciteret disse opgaver i deres eget frit-valgs-spor som selvstændige praktiske opgaver til specialiserede dagligvareleverandører og vaskerivirksomheder.
Men med ældreloven har man politisk ønsket at lægge snittet således, at hver helhedsplejeleverandør – kommunal eller privat – har ansvaret for alle opgaverne inden for helhedsplejen.
Det vil sige de private helhedspleje leverandører skal til at operere med underleverandøraftaler på tøjvask og indkøb. Og den fortolkning er også læst ind hos en række kommuner, fremgår det af korrespondance som OPS-Indsigt er i besiddelse af.
Kommer som en overraskelse
Da vi henvender os til ældreministeriet bekræfter ministeriet, at det forholder sig sådan, at tøjvask og indkøb er en del af helhedsplejen, men kommunerne kan godt have en underleverandør, der varetager dette og det sammen kan de godkendte private.
“Det kommer helt bag på mig, for det er heller ikke noget som vi har drøftet i de dialoger vi har haft under arbejdet med den nye vejledning, “ siger Karsten Høgild, der er administrerende direktør for KA Pleje, der repræsenterer en lang række virksomheder i ældreplejen.
Han peger på, at det allerede i dag er således, at private hjemmeplejeleverandører står for tøjvask og indkøb, men det sker kun, der hvor det har en rehabiliterende effekt og det udgør kun en meget mindre del af den samlede mængde af indkøbs- og tøjvaskeydelser, der typisk varetages af store specialiserede virksomheder.
Intet blik for virkeligheden
Hos brancheforeningen for Vaskeri og Tekstiler (BVT), som er en del af DI Service, kalder branchedirektør Jakob Scharff det langt fra virkeligheden, at man lovgivningsmæssigt har blandet tøjvask og indkøb sammen med helhedsplejen.
“Idéen om, at en sådan opgave skal tvinges ind i et helhedsplejekoncept virker som en noget teoretisk og bureaukratisk øvelse, hvor man ikke har haft blik for virkelighedens verden,” siger han og fortsætter:
“Vores og i øvrigt også KL’s anbefaling har hele vejen igennem været den, at tøjvask skulle undtages helhedsplejen på linje med madudbringning. Virkeligheden er jo den, at kommunerne har et rigtigt godt samarbejde med de professionelle vaskerier, som sikrer skarpe priser og hygiejnevenlig vask, så kommunerne kan fokusere på pleje og omsorg,” siger Jakob Scharff.
Afgørende for at gå ind i helhedsplejen
Det betyder altså, at fordi man har vedtaget en ældrelov, hvor man i bemærkningerne har trukket tøjvask og indkøb ind i helhedsplejen, så har lovgiverne skabt en administrativ og kontraktmæssig ekstra opgave for de private plejeleverandører, som nu skal til at indgå aftaler med underleverandører af tøjvask og indkøb, hvis de ikke selv kan levere opgaven.
“Det her kan blive voldsomt problematisk ifølge nogle af vores medlemmer, som jeg lige har talt med. Sat lidt på spidsen kan det være afgørende for, om de kan gå ind i helhedsplejen, hvis der ikke findes en undtagelsesbestemmelse, svarende til den der er på madområdet,” siger Karsten Høgild.
Hos Dansk Industri peger man på udfordringerne ved hygiejne og medarbejdertrivsel.
“Tanken om, at et presset social- og sundhedsfagligt personale skal bruge tid og ressourcer på den her opgave er for os at se helt på månen – for slet ikke at tale om de konsekvenser, det får for hygiejnestandarderne og dermed smitte mellem borgere,” siger Jakob Scharff.
Ny kontrolopgave til kommunerne
Dansk Industri er ikke alene om længe at have kritiseret loven ift tøjvask og indkøb. KL har nemlig ligesom Dansk Industri i deres høringssvar til ældreloven, anbefalet, at tøjvask undtages fra helhedsplejen med henvisning til samme argumenter om at undtage madservice-ordningen fra helhedsplejen.
“Dansk Industri og KL er stærkt bekymrede ved udsigterne til, at tøjvaskordninger indgår i helhedsplejen,” står der i høringsnotatet til Folketinget.
Både for Dansk Industri og KL har det været væsentligt, at kommunernes egen helhedsplejeleverandør fortsat kan bruge professionelle vaskerier som underleverandører.
“Men udfordringen ligger i, hvordan opgaven håndteres af den private leverandør af helhedspleje. Der skal kommunerne sikre sig, at de private lever op til samme krav, standarder, priser for vask som kommunen selv gør via deres aftaler med vaskerivirksomhederne,” lyder det fra Jakob Scharff.
Han peger dermed på, at det ikke kun er de private leverandører, der får en ekstra bureaukratisk opgave. Den kommunale myndighed, skal også til at holde et øje med, at sådan noget som det prisniveau borgerne udsættes for, når de skal betale for dagligvarerne eller forbrugsudgifterne ved tøjvasken, matcher den standard, den kommunale underleverandør er underlagt.
Dansk Industris indspil til kommunerne er derfor: Hold fast i det gode samarbejde med de vaskerier man har kontrakt med og sørg for, at opgaven løses professionelt og efter høje hygiejniske standarder uanset hvem der som helhedsplejeleverandør har ansvaret.
Skal lave egne underleverandøraftaler
Det har ikke været muligt at få et svar fra ministeren, men vi har spurgt ministeriet om, de private leverandører ikke bare kan koble sig på kommunens aftale om indkøb og tøjvask, men det afviser man blankt. Der er ganske enkelt ikke juridisk hjemmel til dette.
“De private leverandører må lave deres egne underleverandøraftaler og det er deres opgave, at kommunikere det til de borgere der vælger dem, at det er en underleverandør der står for opgaven,” lyder det fra ministeriet.
Her peger man samtidig ved muligheden for, at de private leverandører, som er godkendt i flere kommuner, kan lave aftaler med leverandørerne af tøjvask og indkøb, som dækker en større geografi.