I Danmark har vi to OPP-samarbejder inden for plejehjemssektoren. I det ene samarbejde, som er beliggende i Holbæk Kommune, har parterne lige forlænget kontrakten med hinanden, så den samlede driftsperiode nu kommer op på 15 år, så den løber frem til 2032.
I det andet OPP-partnerskab fandt parterne her i sommers ud af, at det var tid til at skifte partner. Det har vi tidligere skrevet om.
I forhold til Tysingehave Pleje- og Dagcenter, så blev det bygget og åbnet i 2017 som en del af et OPP-samarbejde mellem Danske Diakonhjem og Holbæk Kommune, hvor Danske Diakonhjem havde en driftskontrakt på ti år med mulighed for forlængelse.
Aktuelt er der altså mellem to og tre år tilbage af den oprindelige kontrakt inden den udløber så, hvorfor lige forlænge den nu?
”Det er rettidig omhu i samarbejdet, at vi allerede nu har forlænget kontrakten,” siger Christiane Dahlerup, der er administrerende direktør for Danske Diakonhjem.
En anderledes aftaleform
OPP-samarbejder kendetegnes ved, at projektering, etablering, drift og vedligeholdelse er samlet i én kontrakt mellem en offentlig udbyder og en privat leverandør.
Disse partnerskaber er på mange måder tænkt som en hybrid mellem en driftsoverenskomst og et friplejehjem, hvor kommuner der ønsker at kombinere offentlige midler og anvisningsret med privat ekspertise for at optimere bygningsdrift og pleje på plejecentre.
Det ligger også i kortene, at kommunen ikke hver fjerde eller sjette år skal ud i en udbudsrunde, som hvis man havde valgt en traditionel udbudsmodel.
Man har så at sige de lange briller på, hvad enten man kommunal eller privat og det giver sig også udtryk i kontrakternes længde, takstfastsættelsen og samarbejdet og netop derfor er man i god tid med at forlænge kontrakten og det er man ikke spor ked af hos Danske Diakonhjem.
”Vi er rigtig glade for samarbejdet med Holbæk Kommune og vi glæder os da over, at vi skal fortsætte sammen, netop fordi det er en lidt anderledes aftaleform end på friplejeområdet,” siger Christiane Dahlerup til OPS-Indsigt.
Kommunen: Naturligt at forlænge samarbejdet
Kommunalbestyrelsen i Holbæk Kommune har netop tiltrådt at forlænge samarbejdet med Danske Diakonhjem og her er man også ganske godt tilfreds med at fortsætte partnerskabet.
”Samarbejdet med Danske Diakonhjem på Tysingehave har vist sig at være både effektivt og omsorgsfuldt. Det glæder mig at se de positive resultater, vi har opnået sammen, og derfor er det naturligt, at vi forlænger samarbejdet. Vi ønsker at sikre, at borgerne fortsat får den bedste pleje og omsorg, og med denne aftale skaber vi stabilitet både for dem og for medarbejderne,” fortæller John Harpøth, formand for Udvalget for Ældre og Sundhed i Holbæk Kommune.
Beslutningen om at forlænge aftalen kommer som et led i ønsket om at sikre fortsat stabil drift, fastholdelse af personale og høj kvalitet i omsorgsopgaverne.
Holbæk Kommune har gennem de seneste år set gode resultater af samarbejdet med Danske Diakonhjem. Borgere og pårørende udtrykker stor tilfredshed med de ydelser, der leveres, hvilket blev bekræftet i den seneste tilsynsrapport. Her fremhæves det, at medarbejderne respekterer borgernes selvbestemmelse, og der er generelt en høj brugertilfredshed.
Står også for bygningsdriften
De fleste i plejehjemsektoren kan givet sætte sig ind i hvad det vil sige, at stå for plejedriften og den del af leverandørerne der befinder sig i friplejesektoren, vil have erfaring med at opkræve husleje fra beboerne, men i denne OPP-konstruktion, står Danske Diakonhjem for hele opgaven også på bygningssiden.
Det fremgår af et referat fra kommunalbestyrelsen, hvor man beskriver det ansvar Danske Diakonhjem har for drift og vedligeholdelse af Tysingehave Pleje- og Dagcenter.
Danske Diakonhjem har nemlig forud for ibrugtagning af plejecenteret udarbejdet en drifts- og vedligeholdelsesplan, og har ansvaret for løbende at ændre denne efter behov, især for at modvirke skader på bygningen.
Holbæk Kommune betaler for servicearealer og dagcenter, mens boligafdelingen står for boligområderne.
Danske Diakonhjem håndterer også boligadministrationen, som inkluderer udlejning, kontrakter og økonomisk forvaltning, for hvilken kommunen betaler 25.000 kr. årligt. ”Administrationen vurderer, at det vil kræve yderligere ressourcer, hvis kommunen selv skulle overtage boligadministrationen, og anbefaler derfor at fortsætte samarbejdet,” står der bl.a. som begrundelse for at fortsætte samarbejdet.